In order to really enjoy a dog, one doesn’t merely try to train him to be semi human. The point of it is to open oneself to the possibility of becoming partly a dog
- Edward Hoagland
Minnie, coton de tuléar født i 2002 var årsagen til, at jeg fordybede mig i den fascinerende verden om hunde. Jeg synes, jeg havde gjort forarbejdet: Jeg er vokset op med hund på den kærlige måde og var helt med på alle de praktiske aspekter med at leve med hund, jeg havde støvsuget biblioteket - mere besværligt end den lette adgang til det store internet nu -, jeg havde forholdt mig til filosofi og metoder, og med baggrund i min musikeruddannelse var jeg helt klar til både at øve mig og var forberedt på den langvarige indsats. Alligevel var det slet ikke så nemt. Efter års studeren og insisteren fandt jeg ud af, at årsagen til, at hun ikke gjorde "som der stod i bøgerne" var den simple, at hun havde smerter (HD og tidligt udviklet gigt). Da vi først fik styr på det med medicin, målrettet fysisk træning og massage/kropsterapi blev det hele rigtig nemt:-)
Uddannelser:
Proffessionel instruktør, Lone Greva, 2004-2006
TTouch practitioner, primær instructor Robyn Hood (og hun ejer et stykke af Sherwoodskoven!), 2006-2008
Konferencer:
Canine Science Forum Budapest 2008, Wien 2010, Barcelona 2012 og Lincoln 2014
WOOF!, England 2013
Yderligere har jeg deltaget i kurser med blandt mange andre:
Runar Næss
Turid Rugaas
John Bradshaw
Ken Ramirez
Kay Laurence
Grisha Stewart
og mange, mange flere
På hele den lange vej, har der været 1 vigtigt punkt for mig: Jeg vil kunne se mig selv i øjenene samværet og træningen med hunden. En hel masse er fravalgt fordi det ikke er venligt eller respektfuldt overfor hunden og endnu mere er valgt til fordi det netop er disse to ting. Selvfølgelig skal det også være effektivt og det bliver det netop fordi stress og mistillid fjernes.
Lad mig komme med et eksempel fra mit andet erhverv som klassisk musiker. Jeg har spillet under utallige dirigenter og enkelte står klart i hukommelsen. Fx en som fra det øjeblik han trådte ind i øvesalen udstrålede, at han var helt overbevidst om, at vi spillede guddommeligt og efterkom hans mindste vink - og det gjorde vi selvfølgelig. Eller en anden, som straks han trådte ind i salen spredte en stemning af frygt. Alle sad helt ude på kanten af stolen og spillede kontrolleret og ikke inspireret for ikke at blive peget ud (noget der er virkelig dårlig stil i danske orkestre og endnu værre, kun mindsker den enkeltes præstation). Det er ikke svært at forestille sig, hvilken arbejdssituation der var bedst. Og tilhørerne var ej heller i tvivl om, hvilken koncert de blev mest opslugt af.
På træningspladsen skaber vi en stemning, hvor hundene tør prøve og nyder at arbejde sammen med os - og det samme sker selvfølgelig for os med to ben:-)