Alene hjemme

Af Pia Dahl Andersen

I naturen forlader hvalpen flokken, når den er blevet modig nok til det, men for hundehvalpen i vores hjem er sagen anderledes. Vi forlader hvalpen og ofte inden mentalt og træningsmæssigt er klar til det.

Det tager tid for hvalpen at lære at være alene hjeme. Et godt udgangspunkt er at have 3 ugers ferie til træningen. Og være klar til at arrangere, at der kommer en til hvalpen efter et vist antal timer, hvis den ikke har lært at være alene i tilstrækkelig mange timer efter de 3 uger.

Hvalpens opgave, når den er alene, er at hvile. Den skal ikke foretage sig noget, men blot være i ro og have tillid til at vi kommer tilbage til den.

De første dage
Lad hvalpen få en rolig start de første par dage. Efterhånden som hvalpen bliver mere modig og tryg, begynder den at undersøge huset og haven på egen pote. Så kan den begynde at få flere oplevelser, gæster kan begynde at besøge hvalpen og den skal på besøg fremmede steder. De allerfleste hvalpe klarer skiftet til deres nye hjem helt problemfrit, men der er mange ting, vi kan gøre i den første tid for at gøre det lettere for hvalpen – og dermed også lettere for os på sigt.

Tillid
Hvalpen skal lære at have tillid til, at vi kommer igen. Nogle hvalpe opdager nærmest ikke at vi går, mens andre løber i hælene på hælene på os, ser bekymrede ud, piver eller gør, inden vi når at komme ud af døren. En hvalp piver for at kalde på os, fordi den er utryg. Det er dens eneste måde at kommunikere utryghed på og vi skal tage det alvorligt. Begynd alene hjemme træningen med, at hvalpen er alene mens toilettet besøges, der laves kaffe i køkkenet, der hentes ting i et andet rum og lignede små adskillelser. Luk døren mellem Jer, men kun kortvarigt i starten. Målet er hele tiden, at hvalpen ikke reagerer med utryghed, men bare registrerer, at mennesket gik og nu kom det igen. Lav ikke en hel masse opmærksomhed omkring det, det er jo en naturlig ting, at vi bevæger os rundt i huset og lukker døre efter os. Det næste er, at hvalpen oplever, at vi går ud af huset efter avisen eller en anden hurtig praktisk opgave. Når hvalpen forholder sig roligt, når vi går ud af huset skal der øves afgangsrutiner. Madpakken skal smøres, tasken skal findes og pakkes, sko og overtøj skal på, døren skal låses, men alt sammen i et tempo, hvor hvalpen ikke bliver utryg. De lærer meget hurtigt vores rutiner at kende, så her kan det være en rigtig god idé at vores rutiner kommer til at betyde, at hvalpen får noget ekstra lækkert at spise.

Giv gerne hvalpen noget lækkert at tygge/slikke i en Kong eller et kalkben fyldt med lækkert mad. Vær opmærksom på, at hvalpen også skal have det lækre mad på andre tidspunkter, ellers bliver det signal til, at den skal være alene og det kan virke mod hensigten. Og det er meget vigtigt, at hvalpen er være bevidst om, at vi går og ikke kun om at spise.

Fordelen ved en Kong er:
  • Den er lavet af gummi
  • Der er et forholdsvis lille hul maden skal slikkes ud
  • Den kan fryses, så det tager længere tid for hvalpen at få maden ud
  • Den kan vaskes i opvaskemaskinen.

Det er vigtigt, at den har den rigtige størrelse i forhold til hunden, den må ikke være for lille. Der findes en sort udgave til hunde der har et voldsomt tyggebehov.

Forslag til fyld:
  • Dåsemad til hunde (nemt og der kan fås specielt hvalpefoder hos dyrlægen)
  • Opblødt tørfoder gerne med lidt ekstra lækkert i form af en rest kød eller evt. lidt leverpostej (hvalpen må ikke få for meget lever)

Husk at modregne den mængde foder hvalpen får fra dagsrationen.

Filme
Den eneste måde vi kan vide præcist, hvordan hvalpen har det med at være alene, er ved at filme den. Et videocamera eller et webcam kan sættes op så det filmer mod udgangsdøren, da hvalpen oftest vil søge derhen, hvis den bliver utryg.

Tiden øges
Når vi kan forlade huset uden, at hvalpen reagerer skal tiden øges. Gør det gradvist og systematisk og i starten med sekunder/minutter ad gangen. Når hvalpen kan være alene i ca. ½ time, hvor den er helt tryg, kan tiden øges hurtigere. For de allerfleste hunde er den første tid den sværeste at lære og herefter går det let. Hvis hvalpen på noget tidspunkt begynder at reagerer (pive, gø, kradse på døren, bide i karmen og evt. tisse/have afføring) er den blevet bange og tiden må igen gøres kortere, så hvalpen lærer, at vi kommer igen inden den bliver utryg. Hvor langt tilbage i træningen det er nødvendigt at gå er afhængigt af hundens reaktion.

Træt hvalp
Hvalpe har brug for meget søvn, de skal fordøje oplevelser og vokse. Det kan være en hjælp at træne, når hvalpen er lidt træt, men hvalpen skal være bevidst om, hvad der sker omkring den. Ellers bliver den utryg, når den vågner og du er væk.

Ro og rutine før afgang
Der skal være ro i familien før hunden skal være alene. Dvs. at skoletasker skal pakkes aftenen før, ingen skænderier og ingen vild leg med hunden. Derimod skal hunden have en rolig luftetur, måske lidt træning og gerne morgenmaden på græsplænen, så den skal bruge næsen for at finde maden. Lav ikke en stor tårevædet afsked, men afbryd den nære kontakt med hvalpen 15-20 min før afgangen fra hjemmet. Denne rutine skal opretholdes hver gang hunden skal være alene, så det er forudsigeligt for hunden, hvad der skal ske.

Et trygt sted i huset evt. med børnegitter
Hvalpen er mest tryg der, hvor den er sammen med familien og hvor den sover. Det er ikke en god idé at lade hvalpen være alene et sted i huset, hvor den ikke har erfaring med tryghed. Hvis hvalpen skal være fx i et bryggers skal det blive et godt sted for hvalpen at opholde sig ved, at familien er sammen med hvalpen i det rum. En anden mulighed er, at lukke en del af fx køkkenet af med et børnegitter/hegn, så hunden har et lille område af huset, som den er vant til at være i. Nogle hvalpe trives bedst med et begrænset område, mens andre har det bedst med adgang til hele huset.

Alene mere end 1 gang om dagen?
De fleste hunde trives bedst med kun at være alene 1 gang om dagen. Hvis hunden skal være alene ad flere gange, skal der være god tid og aktivering i tidsrummet mellem hjemkomst og afgang.

Alene i bilen
Lær også hvalpen at være kortvarigt i bilen, men pas på både om sommeren og vinteren. En bil bliver hurtigt meget kold eller varm og det kan koste hunden livet.

Hvordan opfører en tillidsfuld hvalp sig, mens den er alene?
Den forholder sig roligt, siger ikke noget, hverken piv, gø eller hyl og kradser ikke på døre. Måske går den lidt rundt og undersøger huset, men det foregår tydeligt roligt og uden utryghed. Helst skal de hvile det meste af tiden.

Mange hvalpe ser ud som om de klarer at være alene hjemme fint, men det viser ikke at være tilfældet, når de bliver ca. 8-12 måneder gamle. De færreste unge hvalpe har overskud til at være destruktive, men utrygheden kombineret med kønshormoner kan bringe problemet til overfladen, fordi hunden nu har energien til at vise det.

Alene hjemme træningen er en træning, hvor det betaler sig at skynde sig langsomt.