Hvad er en Godbid?
Det bestemmer hunden!

af Pia Dahl Andersen, 2008

Det handler om at finde flere forskellige ting hunden er helt vild med og noget som er ok for hunden. Det kan være meget forskelligt fra hund til hund, hvad der er bedst i forskellige situationer, men generelt er det ofte nødvendigt med godbidder der er meget lækre på træningspladsen og hjemme kan man bruge noget der er lidt mindre fantastisk for hunden.

Prøv fx at finde 5-10 forskellige forslag frem og hold en ting i den ene hånd og en ting i den anden. Lad hunden snuse til begge og se hvilken hånd den foretrækker. Giv hunden den bedste. Tag endnu et stykke af det hunden foretrak i den ene hånd og en ny ting i den anden hånd og lad hunden snuse og vise, hvilken godbid den foretrækker. Fortsæt indtil du har en prioriteret liste over hvad hunden foretrækker.

Det kan være en god idé at reservere den allerbedste godbid til senere brug, hvis hunden skulle få brug for træning i noget specielt. Brug nummer to og tre på listen til træning og i andre miljøer, hvor der er mange forstyrrelser. Brug de nederste på listen ved træningen hjemme.

Allergi
Hunde med foderallergi kan ikke fodres med alt muligt lækkert, men har oftest behov for at blive fodret meget kontrolleret. Det gør det til en lidt større udfordring at træne med godbidder, men der er flere ting man kan gøre. Hunden skal jo spise, så den kan arbejde for al dens mad. På den måde bliver det en vane at gøre noget for at få mad. Træningsmæssigt er det ikke en god idé at lade hunden have fri adgang til foderet, da man ikke kan tilbyde hunden noget mere lækkert. En anden mulighed er at opbløde tørfoderet i vand, mose det og herefter bruge en fodertube – foderet dufter bedre når det er vådt. Enkelte typer af dåsemad er helt ensartet i konsistens og kan laves til tørrede godbidder. Maden tages ud af dåsen i så store stykker som muligt, skæres i små bitte tern og bages ved ca. 150˚ i 1-1½ time alt efter vandindholdet i maden.

Sarte maver
Brug ikke mad med et højt fedtindhold eller med mange forskellige ingredienser. Brug fx det kød som er i hundens tørfoder. Det kan koges i vand eller laves til fars og tørsteges på en pande ved middelvarme og hakket i små stykker med en paletkniv. Ellers blød hundens tørfoder op i vand og tilsæt en lille smule kød af samme type som i foderet, hvorefter det hele fyldes i en tube.

Hvalpe
For at mindske risikoen for dårlig mave er det klogt at bruge den samme proteinkilde som er i hvalpens foder. Hvis den største proteinkilde er kylling, er kogt kylling eller tørstegt kyllingfars et godt bud.

Produceret til hunde
Godbidder lavet til hunde som: Beefsticks, Training Bites fra Olivers, Frolic (selvom der står på posen, at det er fuldfoder, er det godbidder) er ikke altid så lækre som producenten proklamerer! Og har et højt indhold af fedt, animalske biprodukter, sukker og farvestoffer.

Kød – hunde er rovdyr!
Her kommer forslag til forskellige godbidder af ren god kvalitet.
Lever (kylling/kalve/svine), hjerte (kylling/kalve/svine): Begræns brugen af indvolde.
Kød (alle mulige slags) råt, kogt, stegt (uden fedtstof) eller tørret i ovn. Fars (alle mulige slags) kar tørsteges på pande eller tørres i ovn – praktisk til små hunde.
Pølser (kylling, okse, svine) i meget små stykker, kan evt. tørres i mikroovnen til knasende små bidder.
Frikadeller (eller andre rester fra middagen)
Ristet rugbrød skåret i små tern (brødet bliver sødt ved ristningen)
Fiskeboller (fås på dåse)
Kødboller (fås både på dåse og som frostvare)
Fiskefrikadeller (rester fra middagen)
Makrel i tomat (på tube)
Torskerogn (på tube)
Tørrede fisk (både hele små fisk, små stykker torsk eller laks).

Frugt og grønt
Ærter, peberfrugt, banan, æble, pære eller blommer
Aldrig rosiner/vindruer/løgvækster - de er giftige for hunde!

Mælkeprodukter
Smelteost (på tube), ost (lettest med faste ostetyper), surmælksprodukt (serveres på ske eller i tube)

Morgenmadsproduter
geniale til små hunde og hunde, der holder af knasende godbidder (bemærk nogle morgenmadsprodukterne er overtrukket med chokolade og må ikke gives til hunde) vær også opmærksom på sukkerindholdet. Prøv fx. Corn flakes, Rice Crispies, All Bran Flakes eller Spelt Flakes.

Hvis hunden ikke synes noget af det ovenstående er lækkert, hjælper jeg gerne med at finde frem til den gode godbid!