Hvordan virker ubehag i træningen af hunde?

af Pia Dahl Andersen, 2008

Først vil jeg understrege at jeg er modstander af enhver form for fysisk og psykisk ubehag i træningen og omgangen med hunde, dyr og mennesker. Der er bedre måder at lære hunden, hvad vi ønsker af den. I det første afsnit vil jeg gennemgå De 4 kvadranter i indlæringspsykologien, således at baggrunden for at forstå, hvorfor hunden gør som den gør er tilstede. Resten af artiklen handler om, hvad der kan ske, hvis du vælger at bruge positiv straf overfor din hund.

Forstærkning er i indlæringspsykologien defineret således: Øge hyppigheden af en adfærd. Og straf er defineret således: Mindske hyppigheden af en adfærd. En anden måde at forklare det er: Forstærkning er noget hunden vil arbejde for at opnå og straf er noget hunden vil arbejde for at undgå.

Det vil sige, at straf er noget andet end i daglig tale – lidt besværligt, men meget præcist, når vi beskæftiger os med adfærd.

Ligeledes er positiv defineret som: At tilføje noget og negativ som: At fjerne noget. Positiv er ikke nødvendigvis noget godt, det kan også betyde, at der bliver tilføjet noget ubehageligt!

Men lad os tage kombinationerne én for én.

Positiv forstærkning
For at øge hyppigheden af en adfærd tilføjer vi noget ønsket. Der er masser af eksempler både hos dyr og mennesker! Bare tænk på reklamen der lige nu kører på TV, hvor manden giver hustruen. blomster og der derefter ikke er grænser for, hvor meget opvartning han får under fodboldkampen :)

Hvalpen sætter sig på numsen og vi roser og giver en lækker godbid. Godbidden er forstærkeren og nu er sandsynligheden større for at hvalpen gentager adfærden.
Hunden tager kontakt til os og derefter får lov til at hilse på en hundeven. Her har vi øget sandsynligheden for at hunden næste gang tager kontakt til os for at spørge om lov, fordi hunden jo fik noget godt ud af at det.
Men hvad så når hunden springer op af mennesker for at få opmærksomhed? Hvis vi siger nej og hjælper hunden ned har den jo fået opmærksomhed ud af det! Det var måske ikke det den allerhelst ville, men vi har positivt forstærket adfærden (vores opmærksomhed af enhver slags er forstærkeren), så vi kan forvente at hunden gør det igen ved en senere lejlighed.

Negativ straf
For at mindske hyppigheden af en adfærd fjerner vi noget ønsket. Her er det selvfølgelig vigtigt, at det er noget hunden gerne vil have i situationen ellers har det ingen effekt. Hvis hunden gerne vil hen til et elsket menneske virker det at skabe afstand til det menneske indtil hunden gør som vi ønsker, men det er sikkert ligegyldigt for hunden, at vi fjerner godbidden i samme situation, for det er ikke det hunden gerne vil have lige nu.
Vi bruger de samme eksempler som før.

Først hvalpen der har fundet ud af, at det betaler sig at sætte sig. Når vi nærmer godbidden rejser den sig op for hurtigst muligt at få godbidden (hvalpe er kvikke :), men vi vil jo helst have, at hvalpen bliver siddende så vi fjerner godbidden for at mindske hyppigheden af at rejse sig. Når hvalpen igen sætter sig ned og bliver siddende, får den selvfølgelig godbidden.
Hunden vil gerne hen til sin hundeven, men tager ikke kontakt til os for at bede om lov. Det vil vi gerne mindske hyppigheden af, så vi går længere væk med hunden. Straffen er, at afstanden til hundevennen øges.
Hunden springer op for at få opmærksomhed, men det ønsker vi ikke, så vi vender siden til og ignorerer hunden indtil den har 4 poter på jorden. Herefter bruger vi positiv forstærkning for at øge hyppigheden af, at hunden næste gang hilser med poterne på jorden.

I klikkertræning fokuserer vi på at lære hunden, hvad vi ønsker af den og bruger derfor primært positiv forstærkning. Dernæst bruger vi extinction (udslukning), hvor en adfærd der ikke længere bliver forstærket på nogen måde forsvinder fra hundens adfærdsrepertoire. Sidst tilbageholder vi noget hunden gerne vil have, hvis den gør noget vi ikke vil have (negativ straf).

I det følgende kommer der beskrivelser af strategier som tidligere var meget brugt og sikkert stadig bruges rundt omkring, men de er ubehagelige for hunden og risikoen for at hunden lærer noget andet end det vi ønsker er meget stor. Bivirkningerne bliver beskrevet i det efterfølgende afsnit.

Positiv straf
For at mindske hyppigheden af en adfærd tilføjer vi noget ubehageligt. I praksis betyder det, at man venter på, at hunden laver noget uønsket, hvorefter den straffes. Hunden lærer – måske – hvad den ikke skal, men den lærer ikke, hvad den skal i stedet.

Hvalpen har sat sig, men rejser sig igen. Den får nu et hårdt ryk tilbage og op i halsbåndet så den igen sætter sig ned. Det lyder jo vældig effektivt, men risikoen for at hvalpen lærer, at det sikreste er altid at forholde sig passivt er til stede og herfra er vejen til indlært hjælpeløshed kun meget kort.
Hunden vil gerne hen til sin hundeven, vi vil mindske, at hunden trækker derhen og rykker i hundens halsbånd, så hunden mister jordforbindelsen. Smerten i halsen er straffen, men den bliver ikke nødvendigvis forbundet med det at trække. Hunden kan meget nemt lære, at den anden hund var årsag til smerten og så har vi grundlagt aggressivitet overfor andre hunde.
Hunden hopper op og det vil vi have standset: Den får et knæ i brystet lige idet den får kontakt med menneskekroppen. Det vil virke for de fleste hunde, men spørgsmålet er om det er fordi hunden har lært at den ikke må hoppe eller fordi det er ubehageligt at hilse. Her kan grundlægges et problem med at hunden begynder at frygte fremmede mennesker.

Negativ forstærkning
For at øge hyppigheden af en adfærd fjerner vi noget ubehageligt. Eller en anden forklaring: Hunden gør som vi ønsker for at undgå et øjeblikkeligt ubehag og i praksis gør hunden det så længe truslen findes. Hunde som er trænet på denne måde vil ofte finde ud af, at fx konkurrencer er et sikkert sted, at være sig selv – hundeføreren bliver diskvalificeret hvis hunden straffes under konkurrencen.

Det klassiske eksempel er hunden der skal lære at apportere. Hundeføreren står klar med apportbukken i den ene hånd og niver/vrider hundens ene øre om indtil den åbner munden for at pibe eller skrige. Nu slipper hundeføreren taget i hundens øre samtidig med at apportbukken bliver presset ind i hundens mund. Hunden lærer at så længe den har apportbukken i munden gør det ikke ondt.
Hunden har lært at gå pænt ved kraftige korrektioner i kvælerhalsbånd og efterhånden begynder den at gå langsommere ved lyden af halsbåndet der klirrer for at undgå korrektionen. Hunden arbejder for at undgå det ubehag den ved kommer umiddelbart efter lyden af halsbåndet.
Hunden har lært at et løftet knæ i hilsesituationen betyder at den skal blive stående på jorden for at undgå knæet i brystet.

Som I sikkert kan mærke er positiv straf og negativ forstærkning ikke nogen jeg beskæftiger mig med i træningen og samværet af hunde. Vi er heldigvis kommet meget længere i fx samværet med børn og det skal vi selvfølgelig udvide til hele vores omgang med levende individer. Hunde har følelser fuldstændig ligesom os, deres hjerne er bygget op som vores, men der er forskel på størrelsen af visse centre der gør, at de ikke tænker logisk som vi gør.

Klikkertræning er den måde de store havpattedyr trænes på og der arbejder med udelukkende med primært at give dyret noget den gerne vil have eller i sjældne tilfælde at tilbageholde noget den gerne vil have. Man anvender ikke positiv straf – prøv at forestille dig, hvordan det skulle være muligt at straffe en spækhugger?

Når man bruger straf skal timingen være ypperlig og endnu bedre end når vi klikkertræning ellers er det ikke initiativet til handlingen der straffes, men noget andet som vi ikke ved. Bob Bailey, en af verdens mest erfarne dyretrænere har trænet helt utrolige adfærder med dyr og har kun ganske få gange i sin karriere brugt straf for at sikre en adfærd og udelukkende fordi kunden (den amerikanske hær) insisterede og ikke fordi det var nødvendigt. Anvendelsen af straf er i hans opfattelse en færdighed der kun er de allerbedste forundt pga. risikoen for bivirkninger. Og når man er dygtig nok til at anvende positiv straf behøver man det ikke, for så er evnerne endnu større ved at anvende positiv forstærkning!

Ydermere skal straffen være tilstrækkelig hård til at man kun behøver anvende den få gange (ellers bliver det et trusselsregime hunden skal leve i), men ikke så hård at individet bliver skadet fysisk eller psykisk – og hvordan finder man ud af det?

I vores samfund er positiv straf anvendt i mange forskellige sammenhænge, men i virkeligheden med begrænset succes. Fx skal man jo overholde fartgrænserne, men da kontrollen er sporadisk er risikoen for at få en bøde ret lille og danskerne kører lidt for hurtigt altid. Hvis man derimod kører på de franske landeveje bliver fartgrænserne overholdt meget nøje fordi kontrollen er stor og bøderne betragtelige. Her virker det, men er det den slags kontrol og overvågning vi ønsker i samlivet med hunden?

Og hvad kan bivirkningerne være?
Forestil dig, at hunden ser direkte på en mand med kasket lige da den bliver korrigeret hårdt i kædehalsbåndet. Mange hunde forbinder det de ser på med ubehaget. Næste gang hunden ser en mand med kasket er den tilbage i samme følelse, som da den fik korrektionen. Nogle hunde vil blive bange og forsøge at flygte, mens andre hunde vil forsøge at fjerne ubehaget…

En hund løber ind i et elhegn og efter forskrækkelsen virker hunden helt ok. Men efterfølgende reagerer den med meget kraftig angst hver gang den hører den svirpende lyd et stød giver. Hunden har fået et chok og kommer tilbage i tilstanden hver gang det den har forbundet med ubehaget lyder. Det kan fx være et møbel der flyttes på trægulv, tungt metal der bliver slæbt på asfalt eller skratten fra en bilradio.

En hund var vant til at sidde stille mens den fik klippet negle af ejeren. Da hunden var ved dyrlægen til en årlig konsultation klippede dyrlægen neglene mod ejerens ønske og klippede i en af kløernes nerve – og det gør ondt. Samtidig var den blevet holdt fast, selvom ejeren havde sagt at det ikke var nødvendigt. I 14 dage efter oplevelsen hos dyrlægen flygtede hunden, hver gang den troede, at ejeren ville holde fast i den og først da den mistro havde lagt sig, kunne de igen begynde at genoprette tilliden mellem hunden og dem selv. Negleklipningen tog længere tid at lære hunden igen, men det lykkedes med tålmodighed, præcis kriterieplan og mange godbidder.

Der er lavet enormt mange studier og forsøg med hvilken indlæringsmetode der virker bedst. Hvis hunden kun skal agere i kontrolleret miljø kan alle 4 muligheder anvendes med omtrent lige stor succes, men når hunden skal kunne håndtere alle de variabler og forstyrrelser der er i hverdagen er det suverænt positiv forstærkning der er mest effektiv.

Hvad vælger du?
Alt handler om valg og vi har muligheden for at lære hunden, det vi gerne vil have den skal gøre – og hvis det er en udfordring at finde ud af hvordan, er vi mange der kan hjælpe med at finde en vej.